Kvindelig Ejakulation

18-10-2010
Skrevet af Scorskribenten

 

Så sprøjt da, damer – eller ej

 
Det er næsten et krav nu, at kvinder sprøjter i kaskader, hvis de ”kildes” korrekt. Sir SMily underviser i vådorgasmer og deler fascinationen, men pointerer, det drejer sig om kvindens nydelse, ikke om showet eller mandens ego. Tørre orgasmer kan endda være mere intense end våde.

 
 
Swuuusch... stråler fra kvindens underliv nåede loftet, hvorfra væsken dryppede i nogle minutter, mens hovedpersonen kom til sig selv efter den første vådorgasme i hendes 47-årige liv.
 
"Det var nok de vildeste sprøjt, jeg har set, og jeg har vist oplevet hundredvis efterhånden," fortæller manden bag profilen Sir SMily med - ja, netop - et smil ved mindet om kaskaderne.
 
Han står for en af Scor.dks allerstørste loger, "Kvindelig ejakulation!", som har næsten 3500 medlemmer og fortæller med indlevelse og passion om dette, et af hans favoritemner.
 
 
Pinligt at være "sengevæder"
 
 
Alment tilgængelig litteratur, der nævnte kvindelige vådorgasmer, udkom i 1980'erne, men det varede længe, før det var noget, folk i almindelighed kendte til.
 
Sir Smily mødte første gang fænomenet i 1994. Han og en sexpartner lå pludselig på et sjaskvådt underlag, efter væske var løbet ud af kvinden under en orgasme. De syntes begge, det var lidt sært og kvinden var vist flov - men følelsen havde nu været dejlig.
 
Sir SMily blev nysgerrig og "ofrede sig" for sagen ved at undersøge, om han kunne give andre kvinder samme oplevelse - det kunne han, da han fik øvet sig lidt - og gik forresten i gang med at udspørge kvinder om deres erfaringer samt læse om, hvad de der våde oplevelser kom af.
 
 
Ikke urin
 
 
Fagfolk er ikke helt enige om, hvad væsken er, eller hvor den kommer fra, men Sir SMily deler det - vel nok mest udbredte - synspunkt, at væsken ikke er urin (den lugter heller ikke sådan, er klar og ikke gul, og den "mangler" nogle af de stoffer, der er i tis).
 
Han er også enig med de, der mener, at den kommer fra Skenes kirtler, som nok findes omkring G-punktet på skedevæggen ud mod maven - nær urinrøret - som en pendant til den mandlige prostata, der producerer sædvæske.
 
Selv om Sir SMily kan tale længe om teorierne bag kvindelige vådorgasmer, er det dog praktikken, der tæller mest, og han har i årenes løb forfinet teknikken. Ved medlemskab i logen kan man læse mere om den, og det samme gælder, hvis man klikker ind på den hjemmeside, han har oprettet til formålet: http://www.kvindeligejakulation.dk/
 
I logen kan man også se, hvornår og hvor man kan få instruktion af Sir SMily med de ferme fingre. Han begyndte med at undervise grupper hjemme i stuen, fortsatte i klubber og har bl.a. lært fra sig til sexologen Pia Struck samt været hidkaldt for at fortælle hendes kollega Joan Ørtings studerende, hvordan man frembringer sprøjteorgasmer.
 
 
Måske er det ikke alle, der kan sprøjte
 
 
"Jeg bliver også til tider tilkaldt, når jeg fx er i klub og en kvinde gerne vil opleve en sprøjteorgasme, men partneren ikke rigtig kan få det til at lykkes. Det kan være lidt af en balancegang, for manden kan godt blive jaloux, hvis jeg kan skabe reaktioner hos hans partner, han ikke selv har lært at frembringe."
 
Sir SMily understreger, at teknik i sig selv altså ikke altid er nok, og han har til tider opgivet at give en kvinde en sprøjteorgasme.
 
"Det kan have at gøre med, at hun ikke føler sig helt tryg i situationen, at hun ikke kan give slip på sig selv, at hun stopper, hvis hun føler den der tissetrang, nogle kvinder oplever lige før sprøjteorgasmen, eller at hun bare ikke er klar til det endnu."
 
Kvinden eller hendes partner skal dog ikke have hele "ansvaret" ifølge nogle fagfolk, som mener, at en del kvinder enten slet ikke har Skenes kirtler, eller at enten kirtlerne eller deres åbninger hos nogle er ultrasmå, hvilket måske kan forklare, at de ikke alle kan opleve våde orgasmer, selv om begge parter gør sig meget umage.
 
 
Korte negle, rene fingre og omtanke
 
 
"Man skal altså heller ikke tro, at de våde orgasmer nødvendigvis er bedre end de tørre. Nogle kvinder føler intet og aner ikke engang, væsken er løbet ud af dem, før de ligger på en våd plet. Selv kvinder, der jævnligt har sjaskvåde orgasmer, nyder ofte de tørre klitoris- eller G-punktsorgasmer mere. Det sker dog også, at kvinder, der intet føler ved våde orgasmer de første 4-5 gange, pludselig oplever større nydelse ved dem," forklarer Sir SMily.
 
Han har denne dag besøg af en kvinde, der ved interviewets begyndelse gik i gang med at hælde vand indenbords, så hun ikke blev dehydreret, når hun og Sir SMily lidt senere skulle demonstrere diverse G-punktsorgasmer for Scorskribenten.
 
Sir SMily tjekker, at hans negle er korte og ikke flosser, henter glidecreme og vasker hænder, mens han kommenterer, at netop hygiejnen vist er et lidt overset begreb for mange i disse sammenhænge, hvilket gør ham lidt harm, for så sjov er en underlivsbetændelse - eller det, der er værre - altså ikke.
 
 
Ulækkert at blive sprøjtet til
 
 
Kvinden istemmer med, at hun forresten er godt træt af mænd, som bevæger sig fra kvinde til kvinde og bruger fingrene hvor som helst uden at tænke på smittefare.
 
"Eller dem, der ikke lytter til kvindens instrukser og bemærker hendes reaktioner, men bare filer løs med to stive fingre, til man føler sig næsten hudløs indeni," som hun siger.
 
Hun har også fået noget imod folk, der har så travlt med at vise, de kan sprøjte, at de gør det til fester eller i klubber uden gummiunderlag eller på andre tilstedeværende.
 
"Jeg er ikke sart, men det er decideret ulækkert at blive sprøjtet på af folks kropsvæsker, eller at skulle ligge i dem, når man ikke har sagt ja tak til det."
 
 
Støn, suk og salige smil
 
 
Med de ord gør "orgasmemodellen" sig selv klar til at fugte et gummilagen med stofforside, lagt ovenpå sofaen. Hun lægger sig på ryggen, placerer fødderne fladt på underlaget, så knæene er bøjet, og få øjeblikke efter, at Sir SMily begynder at "kilde" hendes G-punkt med opadbøjet lange- og ringfinger, ligner hun i høj grad en, som har det rart: støn blander sig med suk, der blander sig med højere støn... og så løber nogle dråber ud af hende, mens hun smiler saligt.
 
Omgang nummer to får hende helt op at ringe samt efterlader hende i en trancelignende tilstand, som varer længe. Men ikke en dråbe væske har hun afgivet.
 
Da "modellen" atter er kommet sig, får hun en tur til, og denne gang sejler lagenet af væske, da hun oplever orgasmen.
 
"Men den var ikke nær så intens som orgasme nummer to," siger hun.
 
 
Stolte Tarzan
 
 
Sir SMilys fascination af de våde orgasmer overgås da også af hans glæde og stolthed over at kunne give, hvad han selv betegner som "mentalorgasmer".
 
"Det er sådan nogle, der, uanset om der er væske eller ej, fylder mere i hele kvinden, giver mere nydelse. Det må være målet. Ikke at lægge pres på vores sexpartnere for, at de skal give os et show," mener han.
 
Alligevel synes han, det var skønt at blive ringet op af en kvinde, der sammen med manden havde deltaget i et af hans kurser, og få at vide: "Lyt!" Herefter fulgte, hvad der lød som bankelyde og råb i vinden. "Hvad sker der," spurgte Sir SMily. "Det er min mand, der står ude på altanen og råber ligesom Tarzan, mens han slår sig på brystet. Han har lige givet mig min første sprøjteorgasme."